
Det er altid lidt af en opgave at skulle beskrive sig selv, men min grundholdning er at en god behandling kræver en vis kemi mellem behandler og klient. Derfor får du her nogle informationer om mig, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at tage stilling til om jeg er den rette behandler for dig.
Jeg er en kvinde først i tresserne som har levet et liv som de fleste andre i dette land. Gået i skole, fortsat på elevplads, og senere taget adskillige efteruddannelser som et led i mine ansættelser i den finansielle og offentlige sektor, både som medarbejder og leder. Gennem dette har min primære motivation altid været at arbejde med mennesker og det har især været igennem mine sidste 11 år som leder, hvor jeg er blevet udfordret på mine kompetencer på det medmenneskelige plan. Det betyder også at jeg har haft mulighed for at tage en masteruddannelse som coach, hvor jeg har boltret mig i psykologien samt filosofi og lært en masse om andre, og måske især om mig selv. Det har resulteret i at jeg har valgt den spirituelle vej og nu er Reikimester – clairvoyant og medium.
I mit private liv er jeg også godt oplært, med tre børn og et par ægteskaber i bagagen. Jeg har prøvet at miste, og har på tæt hold oplevet depression, stress og mennesker som på andre måder har haft det dårligt psykisk. Det har gjort at jeg betragter mig selv som værende robust, og også det som man på godt nydansk kalder open minded. Jeg har en tro på at vi altid kan blive en bedre udgave af os selv og i det hele taget få det bedre, og derfor har jeg også et ønske om at kunne hjælpe i denne proces. Det være sig både i kriser men også når du egentlig bare har lyst til at udvikle dig selv.
